Hvilke symptomer giver tuberøs sclerose?
Tuberøs sclerose (TS) kan give en række forskellige symptomer. Symptomerne afhænger af, hvor forandringerne sidder, og hvor store de er. Hud, hjerne, nyrer, hjerte, øjne, lunger og tænder er de organer, som oftest rammes.
Hjernen
Forandringer i hjernen er hyppigst. Sygdommen giver knudedannelse i hjernebarken som med tiden forkalkes. Dette har givet navn til sygdommen.
Hjernens udvikling kan blive forstyrret, især hvis der er mange knudedannelser. Det medfører ofte epilepsi. Knuder af varierende størrelse kan også opstå inde i hjernen. Dette kan give symptomer i form af kvalme, opkastning, hovedpine, ændret appetit eller opførsel.
Andre almindelige problemer ved TS er hyperaktivitet, raserianfald, tvangslidelser, nedsat intelligens, søvnforstyrrelser og autisme-lignende adfærd.
Hud
Hudforandringer er særligt hyppige i ansigtet, men forekommer også på resten af kroppen. Det er gulrøde faste pletter, som ofte har en let blødende overflade og findes i ansigtet og på panden. Hvidlige pletter kan ses over hele kroppen. De kan være vanskelige at se i almindeligt lys, men er tydelige under ultraviolet lys. Ofte er der knuder ved neglene.
Nyrer
Nyrerne kan rammes på forskellige måder ved TS. En type knudedannelse kaldet angiomyolipomer forekommer hos 70-80 % af unge og voksne med sygdommen. Disse kan vokse sig store og forårsage smerter og eventuelt blødninger.
Nyrecyster ses også relativt hyppigt. Der kan være så mange cyster, at de påvirker nyrernes funktion. Forekomsten af nyrekræft er desuden højere hos personer med TS end hos andre.
Hjertet
Hjertet kan også være påvirket af harmatomer i hjertevæggen, der kan medføre påvirkning af hjertets funktion og give uregelmæssig hjerterytme.
Kilde: Tuberøs sklerose – Patienthåndbogen på sundhed.dk
Læs mere her: Tuberøs sklerose – Lægehåndbogen på sundhed.dk